Undervisning i engelsk

Min tid i Thailand var intet mindre end fantastisk. Jeg boede i den lille landsby Hua Khoon Chae i fem måneder, mens jeg underviste på skolen i Hua Khoon Chae. Under hele mit ophold underviste jeg 1. klasse, der bestod af fem klasser, hvilket betyder at jeg i alt havde at gøre med 160 elever. To af de fem klasser var “I.E.P”-klasser, der står for Intensive English Program klasser, hvilket altså vil sige, at de havde engelsk på skemaet flere gange om dagen, og derfor så jeg dem også oftere.

Til de fleste af mine lektioner havde jeg en “co-teacher” med mig, hvilket vil sige, at en thailandsk engelsklærer var til stede i mine timer og kunne oversætte, hvis børnene ikke forstod mig. Min co-teacher, er en fantastisk person, som jeg efterhånden udviklede et tæt venskab med. Lektionerne med hende var ofte fyldt med grin, og vi sås også uden for skoletiden. Undervejs underviste jeg også hende og to andre thailandske lærere i engelsk efter skole, hvilket var en fantastisk mulighed for at lære mere om den thailandske kultur, samtidig med at jeg kunne hjælpe dem. Mit venskab med hende havde stor betydning for min tid i Thailand, og selv efter jeg er rejst hjem igen, har vi stadig i kontakt.

Selvom det ofte var sjovt at undervise, var det stadig hårdt arbejde, der krævede tid, kreativitet og tålmodighed. På trods af at børnene er meget respektfulde, kan de alligevel godt afprøve grænser, hvilket kan være svært at håndtere, når man ikke snakker samme sprog. Men det var det hele værd, når man så, at eleverne faktisk rykkede sig og gjorde fremskridt.

Som frivillig på skolen i Hua Khoon Chae skal man til tider væbne sig med tålmodighed og overbærenhed. Skolens personale er fantastisk og dygtige, men de kan have tendens til hurtigt at ændre deres planer eller skifte mening på et snuptag. Dette må man acceptere og prøve at tage med oprejst pande.

Når det så er sagt, kan man ikke glemme det thailandske folks venlighed og imødekommenhed. Alle er interesserede i en, og hvor man kommer fra. Eftersom landsbyen er så lille, mødes man med mange nysgerrige blikke og spørgsmål fra mennesker, der vil lære en af kende på trods af deres sparsomme engelskkundskaber.

Landsbyens størrelse betød, at man nogle gange skulle gøre en ekstra indsats for ikke at kede sig efter skole, hvilket ofte blev løst med Netflix, træning eller aftaler med andre udenlandske lærere.

Et godt eksempel på landsbyens lille størrelse, men store charme var det daglige “gade-aerobics-hold”, hvor en sej thai-kvinde lavede aerobics midt på gaden, hvor alle så kunne stå og være med. Dette blev mest udnyttet af nogle ældre, små thailandske damer, men de gange hvor vi udenlandske lærere mødte op, blev instruktøren så glad, og mindede os om, at vi endelig skulle komme igen i morgen.

De fleste udenlandske lærere bor i en bygning sammen med nogle thailandske lærere, hvor man deler køkken og bad og muligvis også skal dele værelse med en anden. Jeg var så heldig at dele værelse med en anden dansk pige, hvilket betød, at vi fik opbygget et tæt venskab. Stedets faciliteter er ikke de mest luksuriøse, når det kommer til køkken og bad, men værelserne var ganske fine med både køleskab og aircondition.

Med hensyn til mad spiste jeg ofte morgenmad derhjemme, frokost på skolen, og aftensmad ved et gadekøkken i landsbyen. Skolens mad var fin, men man kunne let komme til at drømme sig væk fra ris og nudler. Gadekøkkenernes mad var lækkert, og jeg lærte hurtigt hvilken håndfuld retter, der var gode at gå efter.

Under min tid på skolen mødte jeg i alt 10 andre udenlandske lærere, hvoraf nogle rejste hjem efter jeg var kommet, nogle kom til, efter jeg var kommet, og endda også nogle havde været der i et år og ikke planlagde at tage hjem lige foreløbigt. Udover os danskere var der canadiere, amerikanere og sydafrikanere, og de tre sidstnævnte nationaliteter havde alle taget et kursus inden de kom til skolen, hvilket certificerede dem til at undervise i engelsk som andetsprog, og de fik derfor en normal løn og havde skrevet kontrakt med skolen. •

Vi udenlandske lærere havde vores eget lille fællesskab, hvor vi mødtes efter skole, delte sjove historier fra hverdagen og tog på weekendture sammen. Det var især fedt, da tre fantastiske canadiere kom til skolen, hvilket blev starten på mange filmaftener og eventyr rundt omkring i Thailand.

Weekenderne blev ofte brugt på ture til forskellige destinationer i Thailand, og halvvejs i mit ophold havde vi en længere ferie, hvor man for alvor kunne komme langt væk fra landsbyen. Her fik jeg besøg af en veninde hjemme fra Danmark, og det var fantastisk at kunne vise hende smukke Thailand.

Min tid i Thailand var fuldkommen fantastisk, men det har uden tvivl også været hårdt og udfordrende. Jeg har fået mange nye venner, lært meget nyt om både at undervise, om kulturer og ikke mindst om mig selv. Det kan virke skræmmende at flytte til et helt andet land i fem måneder, og så ovenikøbet til en lille bitte landsby - men jeg kom hurtigt til at elske Hua Khoon Chae og skolen, hvor man virkelig kom helt ind under huden på det Thailandske folk.