Frivillig på HIV/AIDS projekt

Min tid på HIV/AIDS projektet har været intet mindre end fantastisk!! Hvor skal jeg starte? Det er svært at give andre mennesker, et helstøbt billede, af alle disse unikke oplevelser, som jeg gennem mine seks måneder som frivillig har fået.

Jeg føler at jeg har oplevet alle sider af livet hernede og været hele følelsesregisteret igennem.

Jeg har oplevet alt fra en begravelse, til et nyt lille liv komme til care centeret. Mennesker i sorg, mennesker i glæde, mennesker der har haft mere modgang, end jeg næsten kan bære at tænke på.

Alligevel udviser disse mennesker et stort mod på livet og tager de daglige udfordringer op, med et smil og ikke mindst et overskud, som jeg føler, at jeg selv kunne tage ved lære af.

Når man skal være frivillig på hiv/aids projektet, er det en absolut nødvendighed, at man er indforstået med, at man skal og vil være en del, af et samfund.

Derfor er det meget vigtigt, at du møder thaierne, med en stor åbenhed. Det har jeg kunne fornemme på staffet og ikke mindst kvinderne i ”Garden” at der er en forventning om.

Der er mange sociale arrangementer hele tiden, hvor der ligeledes ligger en implicit forventning om, at du som frivillig deltager. F.eks. er der ”familiemiddage” hver mandag, ofte er der fødselsdage, religiøse arrangementer osv.

Frivillige skal være omstillingsparate og indstillet på, at planerne hurtigt, kan ændre sig. Det er f.eks. ikke ualmindeligt at planer ændre sig, dagen før, en aktuel begivenhed skulle finde sted, eller at man som frivillig, pludselig bliver inviteret med, til en begivenhed, der skal finde sted om aftenen. Her er det vigtigt at man er åben og siger ”ja” til de invitationer, der gives.

Jeg har ind i mellem følt, at det har været overvældende med alt det sociale, der kommer udover arbejdet, da jeg ikke er vant til dette hjemmefra. Heldigvis er det meget nemt, at blive en del af fællesskabet, hvis du bare vil det. At man som frivillig er indstillet på, at give ”meget af sig selv”, er noget af det vigtigste for ens ophold. En god måde, at komme ind på thaierne på (både staffet og kvinderne) er ved at lære sproget. Eller lidt grundlæggende thai som minimum. Det er ikke let, da deres sprog bestemt ikke lyder, som noget man har hørt før. Men med åbenhed og lidt mod, kan man komme langt. Hvis man som frivillig, i god tid ved, at man skal hertil, vil det klart være en kæmpe fordel, at ha taget et kursus/aftenskole i thai. Som Antonia siger : ”Hvordan vil du komme ind på livet af folket, hvis du ikke kan sproget?” Der er ikke nogen af kvinderne, der kan tale engelsk. Det er i hvert fald begrænset til ganske få sætninger, og ikke noget man kan føre en samtale ud fra. Dog har jeg i flere situationer oplevet, at man kan komme langt med et smil, ved ikke at blive frustreret, og ved at tale med hjertet, eller simpelthen ved at være nærværende

”Study with the children” hver anden lørdag, har været givende, især for mig, der til daglig arbejder med børn, og går med en lille drøm om, at undervise. Den frivillige skal helt selvstændigt undervise en gruppe børn i engelsk (man er alene med børnene). Der stilles selvfølgelig nogle redskaber til rådighed, men der kræves, at man her kan tænke selvstændigt og formår at gøre engelskfaget spændende og sjovt at lære for børnene. Det har været rart, at vi har haft den samme gruppe børn hver gang, og derfor har kunne se udviklingen hos børnene. De er fra 10 til 18 år, og meget anderledes end de danske børn, f.eks. er de ofte mere tilbageholdende fordi de er mere ”bange” for, at begå fejl. De vil hellere være stille, end at komme til, at sige noget forkert. Jeg underviste en næsten ren drengegruppe, hvor de var 12-13 år. Alligevel oplevede jeg en anden respekt her, end jeg ellers ville gøre derhjemme. Børnene kunne selvfølgelig have svært ved at stoppe med at grine, hvis de først rigtig var kommet i gang, dog var de altid glade og taknemmelige og ikke mindst villige til at lære. Det har virkelig været en sand fornøjelse at undervise, og jeg har kunne bruge min kreative side, og bruge nogle af de erfaringer jeg har fået fra daginstitutionerne.

Kvinderne der bor i Garden, kom jeg tættest på, fordi jeg både så dem på arbejdet i ”hands of hope” og når jeg var hjemme i volunteer huset, da det jo ligger i selve garden. Det har ind i mellem gjort det vanskeligere at skelne mellem ”hvornår har jeg fri, og hvornår arbejder jeg rent faktisk”, for man bor jo faktisk side om side med kvinderne, deres børn og mænd.

Det positive er, at jeg kom endnu tættere på dem, og de på mig. Jeg kunne ikke cykle en lille tur, uden at kvinderne ville vide, hvor jeg skulle hen og hvorfor. Disse mennesker er utrolig varme og opføre sig, som en omsorgsfuld familie, der bekymre sig for én.

Jeg har virkelig følt mig hjemme i garden, hvor der er meget smukke og rolige omgivelser.

Det er Antonia´s holdning at ”det er det mindste, de kan gøre for os frivillige”. Jeg havde dog slet ikke forventet, at det var så flotte rammer, og har været meget taknemmelige, for al den plads, der er blevet tildelt os.

Dagene på care centeret har ind i mellem været lange, og det er derfor en fordel, at man som frivillig, er god til, at igangsætte aktiviteter. Jeg har f.eks. sat gang i boldspil, kortspil, tegning/maling, let motion mv.

Jeg fik et meget tæt forhold til en af beboerne på care. Han var hivsmittede og havde tuberkulose i hjernen. Derfor var han mentalt handicappede. Her kunne jeg bruge min erfaring fra specielområdet. Patienten havde en tendens til at blive på værelset og sove dagen lang. Han kom  sjældent ud og var social med os andre. Jeg bed dog mærke i, at han kunne mere, end han gav udtryk for og derfor besluttede jeg mig for, at inddrage ham i dagligdagens gøremål. Det var interessant at se, hvordan hans selvtillid og selvværd voksede, når han fik noget ansvar og f.eks. var med til at passe haven. Det viser hvor vigtigt det er, at et menneske føler sig betydningsfuld, få succesoplevelser og mulighed for at vise, at det kan noget.

Der er nogle praktiske opgaver på care centeret (modsat hands of hope), som består i lettere rengøring, uddele eftermiddagssnack, uddele medicin, måle blodtryk mm.

I starten virkede det uoverskueligt, med alt den medicin, der skulle udleveres på bestemte tidspunkter, men staffet har været gode til, at tage hånd om os, og sætte os ind i rutinerne. Det hjalp også at Sister Imma arbejdede på care centeret den første måneds tid vi var der, da hun talte flydende engelsk.

Som frivillig har man en ugentlig nattevagt, og det har faktisk været rart med noget afveksling. Jeg er aldrig blevet kaldt på en nattevagt, men har kunne sove igennem, så der har jeg vist været ret heldig. Når man har nattevagt på care centeret, tager man en del af ”læsset” fra staffet, for uden frivillige, skal de ansatte ind og have mere, end en enkel nattevagt om ugen, hvilket i det lange løb, er noget, der tager på kræfterne. Til trods for, at jeg aldrig selv er blevet kaldt op på en nattevagt, har det ofte været lidt hårdt, at skulle arbejde om dagen, så møde ind på nattevagt om eftermiddagen, og så op og på arbejde igen dagen efter. Denne arbejdsproces var jeg dog blevet orienteret om hjemmefra, så jeg accepterede, at det nu var sådan, det hang sammen her.

Desuden arbejder thaierne (mindst!) ligeså meget, så os frivillige, så man føler på ingen måder, at man bliver udnyttet.

Det fungere sådan, at man som frivillig er en uge på care centeret, og en uge i hands of hope. Når man har sin uge i hands of hope, er der ind i mellem hospitalsbesøg, hvor man ledsager en patient fra care, til enten det lokale hospital i nong khai eller i udon og en sjælden gang imellem khon khan (ligger ca. 170 km. væk, har dog kun været der en enkelt gang). Det er også, når man har sin uge i hands of hope, at man er med outreach.

At være med ”outreach” er meget autentisk og rørene at opleve, for selvom man kommer som frivillig, ind i deres private og ofte primitive hjem, så byder disse mennesker os velkommen med åbne arme, og tilbyder os gerne, det de kan. Man kommer meget tæt på dem med det samme, fordi at man hører deres livshistorier. Der er mange triste skæbner og sørgelige historier. Det kan være et helt lille barn, der er blevet forladt, af sin unge mor, eller et forældrepar, der har mistet et barn. Alligevel forsøger de at holde modet oppe, og har ofte overskud til at smile til os. Det er jeg virkelig blevet imponeret over, da disse mennesker som oftest er meget fattige og som nævnt, har været meget igennem. Vi besøger mange forskellige familier, på et enkelt outreach besøg, nogle gange mere end ti familier, på en dag. Det er en oplevelse, at komme tilbage til de samme familier, og se en bedring for fleres vedkommende. På outreach gives der opbakning og socialt støtte, som de ensomme og isolerede mennesker har hårdt brug for.

Man kan ofte mærke, at vores lille besøg, har gjort en stor forskel i deres liv og de er meget taknemmelige for os.

Outreach deler også modermælkserstatning ud, til børn under to år, og uddeler ligeledes mad (ris, olie mm.) til de fattige familier. Permsak er lederen af outreach, og han har et stort overblik over de forskellige familier. Han taler et forståeligt engelsk og vil gerne forklare om de forskellige ”sager”.

Selvom Good shepherd sisters er en katolsk nonneorden, er der intet krav om, at frivillige skal være troende. Jeg har aldrig oplevet så åbne og tolerante mennesker, som her, selvom de selv har valgt at leve, efter bestemte standarter. Samarbejdet med de ansatte (i daglig tale staffet) har fungeret optimalt, specielt når man tager sprogbarrieren i betragtning. Jeg er kommet til, at holde meget af mine ”kollegaer”. Det er selvfølgelig meget lettere, at komme tæt på folk, når man kan lidt af sproget, eller de af staffet, som rent faktisk kan engelsk, men jeg er også kommet tæt på flere af dem, som har et meget begrænset engelsk. Det er en dejlig fornemmelse at vide, at til trods for, at vi ikke har kunne føre lange samtaler, så er vi alligevel kommet til, at holde af hinanden. Jeg har tydelig kunne mærke på staffet, at de alle er meget taknemmelige for de frivillige.

Hvis man som frivillig ønsker en ændring i arbejdsgangen eller lign., er det Antonia, man skal gå til. Hun er virkelig god til at se muligheder i alt, og er meget åben overfor nye forslag, fra de frivillige. F.eks. havde jeg et ønske om at komme på regina center, som fungere som et slags antitraffikingcenter. Her laver kvinderne håndarbejde, lidt i stil med det håndarbejde, der produceres på hands of hope. Jeg ønskede dette, da jeg gerne ville undervise mere i engelsk, end ”bare” hver anden lørdag. Det fik Antonia hurtigt gjort muligt for mig. Der er en stor taknemmelighed for de frivillige og ofte afsluttes en dag med ordene ”Tak fordi du hjalp”. Der er ingen der tager de frivillige som en selvfølge eller for givet. Man er ønsket.!

Kontakten med Volunteer Aid har været helt tilfredsstillende. Som frivillig har jeg vidst at jeg altid har kunne tage kontakt til Vaid, hvis det blev nødvendigt, og det har været rart at have i baghoved.

Jeg har været i tvivl om, jeg nogensinde kunne åbne mig så meget op, og give så meget af mig selv, som det har været forventet her. Det har været min største udfordring. Til min egen store overraskelse, har jeg slet ikke kunne lade være med at give. Men jeg har ikke bare givet. Jeg har fået så meget mere igen. Den varme og kærlighed jeg har oplevet fra staffet, kvinderne i garden, på vores outreach ture og hands of hope, vil jeg sammenligne bedst, med den kærlighed, man oplever fra sin familie derhjemme. De mennesker jeg har mødt her i Thailand, vil for altid have en plads i mit hjerte. Som jeg sagde til Antonia, så kunne jeg ikke ha valgt et bedre sted, at være frivillig.

Det har virkelig været FANTASTISK! Jeg vil aldrig glemme stedet eller de mennesker jeg har mødt på min vej. Jeg ser meget frem til, at skulle se dem alle igen.

Katrine 25 år, frivillig I 6 mdr. på HIV/AIDS projektet I Nong Khai, Thailand.


 

 

Kontakt os

Telefon: +45 30 26 29 56

Email: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Konto oplysninger:

Reg nr 6610

Konto nr 0004530495

Der afholdes samtaler i Aarhus.